PAB afd. 7 - Voldgården

Sådan slipper du for edderkopper i boligen?

Døjer du med mange edderkopper i din bolig? Se, hvad du kan gøre, hvis du vil mindske antallet af edderkopper i dit hjem.
Det er umuligt helt at undgå edderkopper i hjemmet, og faktisk gør edderkopperne nytte i boligen ved at spise insekter og fluer, så et forsøg på total udryddelse af edderkopper i din bolig er ikke en god idé.
MEN er du én af dem, der ikke er så glad for edderkopper, og har du mange edderkopper i dit hjem, kan du forsøge at holde bestanden nede ved hjælp af disse råd.

Fug sprækker, så edderkopper ikke kan kravle ind

Edderkopper kommer ofte ind i boligen via små revner og sprækker ved fx paneler og vinduer.
Derfor er det en god idé at fuge revner og sprækker rundt om i boligen, så det er færre indgange for edderkopperne. Det kan være med til at begrænse mængden af edderkopper i boligen, men de kan ikke helt undgås.

Støvsug grundigt, når edderkopperne lægger æg

Husedderkoppen har parringstid i maj-juni, og efterfølgende lægger hun-edderkoppen æg i et spind. Ved at støvsuge grundigt i hjørner og under loftet i den periode, kan du mindske mængden af edderkopper.

Brug insektmiddel i sprækker

Det kan også have en vis effekt at bruge insektmiddel beregnet til brug mod krybende og kravlende insekter ved sprækker. Det er dog kun noget, du bør gøre en enkelt gang om året, fx når du tager den store tur med støvsugeren.

Hold jævn temperatur og undgå fugt

Hold en jævn temperatur i alle rum - det er også bedst for indeklimaet. Edderkopper kan bedst lide rum med lidt fugt som kælderrummet, badeværelset eller soveværelset. Så hvis du har gode opvarmede, tørre rum, bliver de ikke et kæmpe problem

Sæt insektnet for vinduet

I sommerhalvåret kommer edderkopper typisk ind i boligen gennem åbne døre, vinduer og ventilationskanaler. Det kan du til en vis grad forhindre ved at sætte insektnet op for både vinduer og døre.
Det er især to slags edderkopper, der kravler rundt i de danske hjem, selv om det er sjældent, at begge arter er i samme bolig: Husedderkop og mejeredderkop.

Husedderkop og mejeredderkop

 
Husedderkoppen (Tegenaria):  
  • Kroppen er grå-brunlig og kan blive op til 1,5 cm lang.
  • Benene kan blive op til 3,5 cm lange.
  • Er lynhurtige og kravler oftest på gulvet.
  • Bygger sit spind i f.eks. udhuse, krybekældre og under tagskæg.
  • Parrer sig i maj-juni, hvorefter hunnen lægger ca. 50 æg.
Mejeredderkoppen (Pholcus phalangioides): 
  • Kroppen er grålig og kan blive op til 1 cm lang.
  • Benene kan blive op til 5 cm lange.
  • Kravler oftest på loftet.
  • Lever indendørs.
  • Er kommet hertil fra Sydeuropa siden 1980'erne - formentlig har de skjult sig i tøj og kufferter.
  • Er eksploderet i antal siden og har stort set udkonkurreret alle andre husedderkopper.
  • Kan, inden den bliver voksen, vibrere så hurtigt, at den bliver usynlig for det menneskelige øje.

Hvorfor er der edderkopper i badekar og håndvask?

Det er ikke ualmindeligt at se husedderkopper i håndvask og badekar på badeværelset. Det skyldes, at de kan falde ned, når de kravler på vægge og lofter og ikke er i stand til at kravle op igen.

 

Spiser du edderkopper, mens du sover?

Mens du ligger i din seng og sover, kravler edderkopper ind i din mund, og du spiser dem uden at vide det. Er det en myte, eller passer det, at man spiser edderkopper i søvne?
Nej, du spiser ikke edderkopper, mens du sover. Det er en myte, der har haft et langt og sejlivet liv i folkemunde og på internettet.

Edderkopper gider ikke sengen

Edderkopper vandrer ikke selv ind i din mund, og det er heller ikke naturligt for dem at opholde sig i din seng. Edderkopper foretrækker fred og ro, så de vil ikke forstyrres af, at du karter rundt med dynen.
Edderkopper kan tilfældigvis falde ned i din seng, mens de er på jagt, men det er ikke et sted, de opsøger af sig selv.

Er der mange edderkopper i soveværelset?

Nej, ikke specielt. Edderkopper skelner ikke mellem husets rum - de søger blot gode gemmesteder, hvor de ikke bliver forstyrret.
Hvis du har en oplevelse af, at du oftere ser edderkopper i soveværelset end i husets andre rum, kan forklaringen være, at edderkopper er aktive om natten, og du opholder dig netop i soveværelset om natten. Det er også grunden til, at du måske ser edderkopper på badeværelset, hvis du er derude om natten.

Edderkopper kribler om natten

Om dagen skjuler edderkopper sig, for deres værste, naturlige fjende er fugle, der jager i dagtimerne. Men når solen går ned, kribler edderkopperne frem, og du opdager de aktive edderkopper i soveværelset, da det jo er her, du befinder dig om natten.
Er du administrator så Login